lørdag den 25. august 2012

Kulturforskel: Det er de stærke der overlever

Vi havde en episode hos Monica ’Home of good hope’ som ramte os 4 studerende meget. Derfor møder i nok den samme historie i nogle af de andre blogs oprettet af mine medstuderende.
En dreng på 8-9år leger udenfor ’Home of good hope’ og jagter en hund. Drengen løber efter hunden og en bil drejer om hjørnet og rammer drengen. Han bliver ramt i ribbenene med det forreste af bilen. Drengen falder, men som et vildt dyr, rejser han sig – og med den sidste glød af overlevelses instinkt som dyrene har, flygter han, præcis som et dyr ville gøre det. Drengen løber og løber og på et splitsekund er han væk. Monica og nogle medstuderende begynder straks at løbe i samme retning som drengen – men han er væk.

Der går ca. 45 minutter før drengen kommer tilbage til huset. Han er skræmt, smerteforpint, holder sig til ribbene, hoster og hans øjne er ved at sprænge af den gråd der presser på. Kulturen i de fattige områder er her, at det er den stærke der overlever. Det er tydelig at se. Det har ikke været muligt at finde litteratur der kan give mig belæg for mit udsagn – men ud fra vores fælles observationer, er der en tydelig kulturforskel med hensyn til at være stærk. Det minder mig mest om alt, om Outlandish sang kaldet ”Warrior/Worrior”, om to forskellige menneskegrupper. Drengen er en sand warrior.

Da drengen dukker op, spørger Monica om hans tilstand. Han har stærke smerter i ribbenene, men peger bare forsigtigt på området og hentyder til, at det gør en smule ondt. Drengen får 2 Paracetamol og en skålfuld mad. Han sætter sig på en lille bænk og kropssproget signalerer tydeligt traumet.
Benene er trukket op til resten af kroppen, hans handlinger omkring madskålen, pillerne, rækkefølge og motorik er en smule anspændt og forvirrende. Han hoster og holder på det smertefulde område på thorax. Jeg sætter mig og spørger om han er okay – drengen nikker blot og hentyder til at han er fin. Min viden om traumer og procedurer omkring dette, tilfredsstilles ikke med de 2 givne Paracetamol. Jeg har tanker om brud på ribbene, indre blødninger – og sidder, uden han lægger mærke til det, og observere hans respirationsfrekvens og farve. Dog er dette acceptabelt.
Vi har lært at vi skal være meget underlegne og autoritetstro – vi må gerne stille spørgsmål, men ikke tvivlende spørgsmål. Allerhelst ville jeg køre drengen på sygehuset med det samme, få ham undersøgt fra top til tå og sikre mig at han er smertedækket nok. Men kulturens magt er stor i dette øjeblik og jeg må have tillid til folket (og håb om at han ikke er alvorligt kvæstet) og bare lade ham være, som Monica siger. Han skal nok blive rask – han er en warrior, bildes jeg ind af mig selv.
Det ’privilegeret’ danske barn ville få en ambulance, forældrene ville stå på hospitalet et øjeblik efter opkaldet og barnet ville netop få en top til tå behandling – men vi har også remedierne til det og derfor bliver det en naturlig procedure for alle danske mennesker, hvis de ser sådan en ulykke. Det var hårdt at se, at der ikke blev gjort mere for dette barn, at moderne ikke var der til at holde om sit barn, og skabe den omsorg der skal til for at mindske de psykiske smerter, såvel som de fysiske.
 Jeg følte mig magtesløs og forvirret over den store ’kulturkløft’ der sker når barnet opvokser i et fattigt område i Namibia, hvor der ikke er råd til at tage på sygehuset.

Min teori omkring warrior-princippet hos de fattige, er også observeret ved andre børn hos Monica.
En 1-2 årig pige falder ned fra en børnestol og slår sig. Af naturligt instinkt begynder hun at græde. Gråden varer maksimum 4 sekunder, og man kan se i hendes øjne, mens hun kigger rundt ’nå ja det nytter ikke noget’. Forslået rejser hun sig op, rejser stolen og kravler op på den igen. De danske børn vil blive liggende, grædende og afventende på at mor eller far samler dem op og trøster.
En dreng har fået brandmærker i hele håndfladen. Jeg ved selv hvor ondt et lille brandmærke kan gøre – og især når man ikke er mere end 3 år. Drengen har smerter og kan heller ikke holde sin hulken tilbage. Jeg observere at han går forvirret rundt, med håndfladen opad, og ved ikke hvad han skal stille op. Han får øje på sin voksne storebror, der trøster ved at klappe ham på skulderne og sige ’don’t cry – don’t cry’. Monica spørger os til råd, hvad man kan gøre ved sådanne brandsår.  Ude i et kvarter, hvor remedierne var små, kunne jeg finde en karklud, som jeg dyppede i noget koldt vand og bandt om hans hånd. Der var ingen af de voksne der anede hvad man stillede op med sådan en hånd, og det var sjovt at observere, hvordan de pludselig godt kunne spørge os til råds – i forhold til den anden episode med drengen der bare fik 2 pamol til smerterne.
Vi har været der en uge og børnene er præget af warrior-begrebet som jeg vil kalde det. I den uge hørte vi ikke børnegråd (andet end i ovenstående episoder), hvis de faldt, rejste de sig op, børnene grad ikke, hvis de ikke fik deres vilje og opmærksomhed ect.
Spædbarnet Geengo på 4 måneder grad ikke en eneste gang på hele ugen, selvom han på skift blev holdt af 8 forskellige personer - mor var der ikke, hun var på arbejde. Geengo grad ikke når han var sulten, når han var færdig med at sove eller længtes efter mor. Og tænk, han var kun 4 måneder.

Jeg er imponeret, men alligevel skræmt over kulturforskellen mellem de danske og namibianske børn. Jeg er skræmt over at tilknytningsbåndende ikke er større og at de indpasser sig sådanne miljø så hurtigt. Mest af alt reflekterer jeg om, hvilke af disse to grupper af børn der er sundest. De danske Worriors eller de Afrikanske Warriors? Og hvad med omsorg, er de danske børn overstimulerede eller er de afrikanske børn understimulerede?

onsdag den 15. august 2012

'Home of Good Hope' er et hus i Windhoeks fattigste område. Her har Monica oprettet denne frivillige enhed, hvor børn fra Windhoek kan komme hver dag og få ét gratis måltid mad.
Fra kl 8.00-12.00 kommer de yngste børn. De leger, spiser det ene måltid og får lidt kærlig omsorg. Der er strenge regler, men børnene er meget velopdragne. Der er et krav om at man synger sange og beer til Jesus før maden serveres - og alle deltager.
Fra kl 12.00-15.00 kommer skolebørnene og får et gratis måltid mad. Hele projektet tillader alle børn at komme, men børnene er af de aller fattigste i området, og mange af børnene er HIVsmittet og/eller uden forældre. Mange af de større børn der kommer, går heller ikke i skole, da det kræver en uniform, en regnebog, en skrivebog og en blyant før man kan deltage i skolen.

Monica oprettede i 2007 Home of Good Hope, efter hendes datter døde i en ung alder af AIDS. Hun besluttede sig derefter for, at hun ville gøre noget godt for samfundet, og de børn der var i samme situation som hendes datter. Projektet eskalerede og nu har Moica 400 børn om ugen der kommer forbi for at blive mætte - og det er hendes mål, at mætte alle sultne munde.
Aldrene på børnene strækker sig helt fra nyfødte babyer der bliver sat af om morgenen af arbejdende mødre, til børn op i en 13års alder.
Det er vigtigt for Monica, at børnene er i trygge hænder og får mad, mens forældrene er på arbejde. Det er nemlig heller ikke sikkert at børnene er garanteret mad, når forældrene kommer hjem igen fra arbejde.

I de næste to uger skal vi ud og besøge Monica og hjælpe med at give mad og lege med børnene.
I går var første dag vi ankom og vi blev taget godt imod af 30-40 børn i alderen 3mdr-6år.
Vi ankom kl 9.30 og blev vist rundt. Rundturen var kort, da Home of Good Hope består af et 40kvm blikskur med vinduer og et lille udeareal - ellers leger de ude på grusvejen.

Børnene vi mødte var glade, legede og synes det var fantastisk at der kom 4 nye voksne der ville lege med dem. Det mest interessante var vores kamera. Med det samme stillede de op og poserede foran kameraet - og de elskede det! Det bedste var nemlig at de kunne se reslutatet bagefter og grine af sig selv. Så der var absolut ingen foto-politik, det var bare at skyde løs.
Det var en underlig fornemmelse der gemte sig i min krop ved ankomsten. På den ene side var børnene så glade og de havde det godt lige i det øjeblik. Jeg smilede selv rigtig meget over de nysgerrige skabninger der løb omkring mig. På den anden side blev hjertet knust, da tanker om de vilkår børnene lever under, sattet sig som billeder på nethinden. Børnene var beskidte, havde rimgorm, mange af dem var HIV-smittet og nogle var forældreløse. Tanken om at mange af børnene der kom, kun fik det ene måltid mad og én kop juice på en hel dag, var også ubærligt at tænke på. Så hele dagen var med mange blandet følelser.

Børnene var fuldstændig modsat af danske børn. Vi nåede ikke engang at træde ud af bilen før vi stod med 10 omklamrende børn hver, der alle ville have et kram. Børnene var meget nærgående, ville sidde på skødet, sloges om at vise os hvad de havde tegnet, eller generelt bare det at få vores opmærksomhed. Det bedste af det hele, var dog hvis de kunne pille i mit hår. Mit hår er lyst og glat og har derfor en fuldstædig modsat struktur end deres eget hår. Det var så spændende at flette og nusse, pille mine hårnåle ud og sætte dem i igen.

Jeg oplever de danske børn som indadvente og generte ved første møde. Man skal ofte vise åbenhed, tryghed og interesse, før de danske børn åbner sig op for en. Dog er alle børn nysgerrige skabninger, og det kræver ikke lige så meget at skabe et bånd til et barn, som det gør at skabe et godt bånd til et voksent menneske. Af sikkerhedsmæssige årsager synes de fleste voksne at det er rart, at deres børn er tilbageholdne, men for en gangs skyld, synes jeg det var rart med så åben afrikanske børn, der alle, med deres åbne og varme hjerter - og deres nysgerrighed - ville vide hvem vi var.

Jeg glæder mig til et 2 ugers forløb, hvor jeg rigtig kan lære børnene og de frivillige voksne at kende. Det bliver 2 hårde uger, fordi alle børnene synes vi er nogle spændende folkefærd og gerne vil have vores opmærksomhed. Men der er også mange spændende reflektioner bundet til hele projektet og børns udvikling i den 3. verden, som jeg vil gå mere i dybden med i de næste indlæg.


Her sidder børnene på de små træbænke og får dagens måltid.. I dag stod menuen på kylling og ris.


Her er Geengo. Han er 3 måneder og bor i en lidt alternativ børneseng. Hans mor aflevere ham hos Home of Good Hope hver morgen for at gå på arbejde. Hele den første dag vi var der, fik han ikke skiftet ble en eneste gang, for det er der ikke ressourcer til. Det medførte, at mens jeg holdte den lille dreng, løb det ned af mig med tis fra ham, for bleen kunne ikke holde på mere væske. Selvom jeg fortalte at jeg var helt våd, blev der ikke gjort noget ved problemet - for hvad skulle de egenligt gøre?


To søde afrikanske piger, der glædede sig til at se resultatet efter deres posering foran kameraet.

søndag den 12. august 2012

Ankommet til Namibia efter en 20timers flyvetur. Det var hårdt og vi var alle presset til sidst, selvom vi havde fået uddelt strømper, tandbørste og sove-masker i flyet. Vi var jo alle spændte og man sover ikke specielt godt når man sidder op. Men frem kom vi, og det var en fantastisk følelse.

I Johannesburg, Sydafrika, hvor vi mellemlandede, blev vi modtaget af glade mænd der alle ville vise os vej til den næste 'gate' og tage vores kufferter. Vi syntes selvfølgelig at det var en mægtig service, men naive viste det sig at vi 4 danske piger var. Det handlede selvfølgelig om penge det hele, og de to herre der hjalp os forventede ca. 100kr. (omregnet) hver for denne service.. Vi bestak dem med en 50'er hver og forklarede dem at vi jo også var fattige studerende.. Det udsagn ville de putte et vis sted hen, og de søde herre gik i arrigskab.. Så lærte vi også af det.. Næste gang bær vi bare vores egne kufferter.

Sygeplejehandlingerne måtte dog straks træde til, da vi på vej fra lufthavnen skal forbi et supermarked for at handle de mest nødvendige ting.
Kasse eksperienten tager sig til hjertet og bliver pludselig dårlig. Jeg og en medstuderende får hende sat ned, og spørger ind til symptomerne. Kvinden påstår hun har en stikkende fornemmelse i hjerteregionen, men kan ikke nærmere udrede for sine symptomer. Vi mærker hun er varm, men ser ikke yderligere bleg og mat ud. Jeg får spurgt ind til om hun er kendt med nogle sygdomme, men det er hun ikke. Imens ringer en kunde til ambulancen.
Hele hændelsen virker på mig meget mystisk, og jeg har efterfølgende reflekterede meget på, hvad der egentlig skete.
I en kombination af en smule jetlag, en times søvn på den 20 timers lange rejse, og forvirring over hvad der egentlig sker, blev det til en okay sygeplejehandling.
Efterfølgende reflekterede vi meget over kulturen, og måden borgerene reagerede på. En mand skyndte sig hen for at hjælpe os, og ringede til ambulancen, da vi hverken kunne nummeret eller adressen. En anden mand satte sig og filmede os og havde mere travlt med at spørge kvinden om hun var fuld. En kvindelíg medarbejder siger meget bestemmende 'ja, men du har heller ikke spist eller drukket idag', chefen har mere travlt med at fortælle hende, at hvis hun tager med ambulancen, får hun ikke mere løn idag og nogle andre kunder står og griner. Er det kulturen i landet, der afgøre den lade holdning til akut sygdom og medlidenhed, eller ville menneskerne i et dansk supermarked reagere på fuldtændig samme måde??

torsdag den 19. juli 2012

Der er efterhånden kun 22 dage til det jeg vil betragte som min fremtidige 'livs oplevelse'. Sygeplejerskestuderende på 6. semester og udlandspraktik i modul 11, er min titel.

Afrejsetidspunktet er d. 10. august '12 og 3 måneder frem og destiniationen er Namibia, Windhoek, Katutura Hospital, Afrika. Når vi ankommer vil vi blive indkvateret hos en familie, der har som levevej at have studerende fra hele verden boende. Der er plads til 20 studerende i deres to huse. Her vil vi få 2 personers værelser med fælles køkken. Forholdene er jeg ikke bekymret for, da en tidligere studerende, der har været samme sted i praktik har vist os billeder. Boligforholdene ser overkommelige ud og jeg er overraskesket over, efter at have se billederne, at det er så pænt.

Jeg og 3 andre sygeplejerskestuderende skal med til Namibia

Forberedelser: 22 dage tl afrejse, og i de store træk er alt afklaret. Flybilletterne er bestilt for længe siden, visum er bestilt, legater er søgt (1 er fået - man kan åbenbart ikke forvente mere i disse økonomiske krise tider) og i hovedtræk er jeg mentalt klar til afrejse.
Jeg kunne godt fornemme at der var mange småting jeg lige skulle have styr på inden, og fik lavet et liste over disse ting. På listen kan nævnes:
- betale studierejseforsikring
- lave midlertidig adresseændring
- sætte fitnesskort på pause
- Lave ekstranøgler til lejligheden
- Printe studieplan
- Finde relevant litteratur til opholdet
- osv. osv.
Så inden jeg fik set mig om, var mit ellers så afslappet indre, pludselig en del mere stresset.

For hvordan finder jeg relevant litteratur til rejsen, når jeg ikke ved hvad jeg skal møde? Heldigvis har vi 4 piger oprettet en gruppe på Facebook, hvor vi jævnligt skriver sammen. Her er vi blevet enige om, hvad vi hver især tager med at litteratur, og låner af hinanden. På den måde får vi så bredt et fagligt udsnit med. I mit budget havde jeg sat 1000kr. af til nye relevante bøger, og disse er bestilt. Så nu må jeg bare vente til de kommer, så de kan pakkes ned i kufferten.

22 dage :) Tiden går stærkt.. Og jeg glæder mig.