En dreng på 8-9år leger udenfor ’Home of good hope’ og jagter en hund. Drengen løber efter hunden og en bil drejer om hjørnet og rammer drengen. Han bliver ramt i ribbenene med det forreste af bilen. Drengen falder, men som et vildt dyr, rejser han sig – og med den sidste glød af overlevelses instinkt som dyrene har, flygter han, præcis som et dyr ville gøre det. Drengen løber og løber og på et splitsekund er han væk. Monica og nogle medstuderende begynder straks at løbe i samme retning som drengen – men han er væk.
Der går ca. 45 minutter før drengen kommer tilbage til huset. Han er skræmt, smerteforpint, holder sig til ribbene, hoster og hans øjne er ved at sprænge af den gråd der presser på. Kulturen i de fattige områder er her, at det er den stærke der overlever. Det er tydelig at se. Det har ikke været muligt at finde litteratur der kan give mig belæg for mit udsagn – men ud fra vores fælles observationer, er der en tydelig kulturforskel med hensyn til at være stærk. Det minder mig mest om alt, om Outlandish sang kaldet ”Warrior/Worrior”, om to forskellige menneskegrupper. Drengen er en sand warrior.
Da drengen dukker op, spørger Monica om hans tilstand. Han har stærke smerter i ribbenene, men peger bare forsigtigt på området og hentyder til, at det gør en smule ondt. Drengen får 2 Paracetamol og en skålfuld mad. Han sætter sig på en lille bænk og kropssproget signalerer tydeligt traumet.
Benene er trukket op til resten af kroppen, hans handlinger omkring madskålen, pillerne, rækkefølge og motorik er en smule anspændt og forvirrende. Han hoster og holder på det smertefulde område på thorax. Jeg sætter mig og spørger om han er okay – drengen nikker blot og hentyder til at han er fin. Min viden om traumer og procedurer omkring dette, tilfredsstilles ikke med de 2 givne Paracetamol. Jeg har tanker om brud på ribbene, indre blødninger – og sidder, uden han lægger mærke til det, og observere hans respirationsfrekvens og farve. Dog er dette acceptabelt.
Vi har lært at vi skal være meget underlegne og autoritetstro – vi må gerne stille spørgsmål, men ikke tvivlende spørgsmål. Allerhelst ville jeg køre drengen på sygehuset med det samme, få ham undersøgt fra top til tå og sikre mig at han er smertedækket nok. Men kulturens magt er stor i dette øjeblik og jeg må have tillid til folket (og håb om at han ikke er alvorligt kvæstet) og bare lade ham være, som Monica siger. Han skal nok blive rask – han er en warrior, bildes jeg ind af mig selv.
Det ’privilegeret’ danske barn ville få en ambulance, forældrene ville stå på hospitalet et øjeblik efter opkaldet og barnet ville netop få en top til tå behandling – men vi har også remedierne til det og derfor bliver det en naturlig procedure for alle danske mennesker, hvis de ser sådan en ulykke. Det var hårdt at se, at der ikke blev gjort mere for dette barn, at moderne ikke var der til at holde om sit barn, og skabe den omsorg der skal til for at mindske de psykiske smerter, såvel som de fysiske.
Jeg følte mig magtesløs og forvirret over den store ’kulturkløft’ der sker når barnet opvokser i et fattigt område i Namibia, hvor der ikke er råd til at tage på sygehuset.
Min teori omkring warrior-princippet hos de fattige, er også observeret ved andre børn hos Monica.
En 1-2 årig pige falder ned fra en børnestol og slår sig. Af naturligt instinkt begynder hun at græde. Gråden varer maksimum 4 sekunder, og man kan se i hendes øjne, mens hun kigger rundt ’nå ja det nytter ikke noget’. Forslået rejser hun sig op, rejser stolen og kravler op på den igen. De danske børn vil blive liggende, grædende og afventende på at mor eller far samler dem op og trøster.
En dreng har fået brandmærker i hele håndfladen. Jeg ved selv hvor ondt et lille brandmærke kan gøre – og især når man ikke er mere end 3 år. Drengen har smerter og kan heller ikke holde sin hulken tilbage. Jeg observere at han går forvirret rundt, med håndfladen opad, og ved ikke hvad han skal stille op. Han får øje på sin voksne storebror, der trøster ved at klappe ham på skulderne og sige ’don’t cry – don’t cry’. Monica spørger os til råd, hvad man kan gøre ved sådanne brandsår. Ude i et kvarter, hvor remedierne var små, kunne jeg finde en karklud, som jeg dyppede i noget koldt vand og bandt om hans hånd. Der var ingen af de voksne der anede hvad man stillede op med sådan en hånd, og det var sjovt at observere, hvordan de pludselig godt kunne spørge os til råds – i forhold til den anden episode med drengen der bare fik 2 pamol til smerterne.
Vi har været der en uge og børnene er præget af warrior-begrebet som jeg vil kalde det. I den uge hørte vi ikke børnegråd (andet end i ovenstående episoder), hvis de faldt, rejste de sig op, børnene grad ikke, hvis de ikke fik deres vilje og opmærksomhed ect.
Spædbarnet Geengo på 4 måneder grad ikke en eneste gang på hele ugen, selvom han på skift blev holdt af 8 forskellige personer - mor var der ikke, hun var på arbejde. Geengo grad ikke når han var sulten, når han var færdig med at sove eller længtes efter mor. Og tænk, han var kun 4 måneder.
Jeg er imponeret, men alligevel skræmt over kulturforskellen mellem de danske og namibianske børn. Jeg er skræmt over at tilknytningsbåndende ikke er større og at de indpasser sig sådanne miljø så hurtigt. Mest af alt reflekterer jeg om, hvilke af disse to grupper af børn der er sundest. De danske Worriors eller de Afrikanske Warriors? Og hvad med omsorg, er de danske børn overstimulerede eller er de afrikanske børn understimulerede?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar