Ankommet til Namibia efter en 20timers flyvetur. Det var hårdt og vi var alle presset til sidst, selvom vi havde fået uddelt strømper, tandbørste og sove-masker i flyet. Vi var jo alle spændte og man sover ikke specielt godt når man sidder op. Men frem kom vi, og det var en fantastisk følelse.

I Johannesburg, Sydafrika, hvor vi mellemlandede, blev vi modtaget af glade mænd der alle ville vise os vej til den næste 'gate' og tage vores kufferter. Vi syntes selvfølgelig at det var en mægtig service, men naive viste det sig at vi 4 danske piger var. Det handlede selvfølgelig om penge det hele, og de to herre der hjalp os forventede ca. 100kr. (omregnet) hver for denne service.. Vi bestak dem med en 50'er hver og forklarede dem at vi jo også var fattige studerende.. Det udsagn ville de putte et vis sted hen, og de søde herre gik i arrigskab.. Så lærte vi også af det.. Næste gang bær vi bare vores egne kufferter.

Sygeplejehandlingerne måtte dog straks træde til, da vi på vej fra lufthavnen skal forbi et supermarked for at handle de mest nødvendige ting.
Kasse eksperienten tager sig til hjertet og bliver pludselig dårlig. Jeg og en medstuderende får hende sat ned, og spørger ind til symptomerne. Kvinden påstår hun har en stikkende fornemmelse i hjerteregionen, men kan ikke nærmere udrede for sine symptomer. Vi mærker hun er varm, men ser ikke yderligere bleg og mat ud. Jeg får spurgt ind til om hun er kendt med nogle sygdomme, men det er hun ikke. Imens ringer en kunde til ambulancen.
Hele hændelsen virker på mig meget mystisk, og jeg har efterfølgende reflekterede meget på, hvad der egentlig skete.
I en kombination af en smule jetlag, en times søvn på den 20 timers lange rejse, og forvirring over hvad der egentlig sker, blev det til en okay sygeplejehandling.
Efterfølgende reflekterede vi meget over kulturen, og måden borgerene reagerede på. En mand skyndte sig hen for at hjælpe os, og ringede til ambulancen, da vi hverken kunne nummeret eller adressen. En anden mand satte sig og filmede os og havde mere travlt med at spørge kvinden om hun var fuld. En kvindelíg medarbejder siger meget bestemmende 'ja, men du har heller ikke spist eller drukket idag', chefen har mere travlt med at fortælle hende, at hvis hun tager med ambulancen, får hun ikke mere løn idag og nogle andre kunder står og griner. Er det kulturen i landet, der afgøre den lade holdning til akut sygdom og medlidenhed, eller ville menneskerne i et dansk supermarked reagere på fuldtændig samme måde??